Skovens historie
Gennem de sidste 300 år har skoven næsten ikke ændret sig. Statsskove (skove ejet af staten) som tideligere tilhørte kongen/kongehuset, er meget stabile i landskabet. I 1700-tallet stod det meget skidt til med de danske skove. Skovene var som sagt ejet af kongen/kongehuset og godsejere, men de var mere interesserede i jagtmulighederne i skoven, end i selve skoven. Det var bønderne der brugte skoven, de havde deres dyr til at gå løs der, for at finde føde. Det var ikke kun mad til deres dyr, de brugte skoven til, de brugte den også til at fælde brænde i. Selvom det faktisk var forbudt at fælde træerne i skoven. Skovene var derfor meget åbne og dyrehaveagtige, fordi det meste af opvæksten blev spist af husdyrene og vildtet. I 16 og 1700-tallet pålagde man befolkningen at plante ny skov, men der var dog ingen der vidste hvordan man gjorde det. For hvordan skulle man forhindrer husdyrene og specielt vildtet i at spise de nye træer? Tilsidst var der alvorlig bekymring for at skoven helt skulle forsvinde, og at landet derfor blev ubeboeligt pga. brændstofmangel. det var en truende miljøkatastrofe! I 1763 hentede man en tysk forstmand til landet, von Langen. Han nåede inden sin død i 1776 at opmåle, og beplante en stor del af Nordsjællands skove. Han indførte også dyrkning af nåletræer. Sidst i 1700-tallet blev skovene omgivet jordvolde og stengærde, så dyrene ikke kunne komme ind. Bønderne måtte ikke længere bruge skoven som de havde gjort.